Bomstærk behandling: Nyt eksklusivt fitnesscenter med service i topform

Overalt er der kælet for detaljerne i THEGYM. Selv på underlaget. Foto: Mads Kleis

ÅBYHØJ: 899 kroner for et fitnessabonnement. Så meget skal du hoste op med om måneden hos det nyligt åbnede center THEGYM på Søren Frichs Vej. Men hvad retfærdiggør en pris i det leje? Jeg tog en prøvetræning for at spørge medlemmerne.

Af Mads Kleis

Jeg skruer låget af min slidte drikkedunk, som jeg kort forinden har fyldt med vand fra hanen. Det lyder som en sodavand, der bliver åbnet for første gang. Jeg når at tro, at der er sket en gæringsproces i min vamle vandbeholder, før det går op for mig, at der er danskvand i hanerne her på matriklen.  

Den afdankede dunk står i skarp kontrast til de toptunede faciliteter. Der er gulv-til-loft-vinduer hele vejen rundt, en lækker LED-belysning, mørkebrune træpaneler, og på de spritnye, stilrene træningsmaskiner, er der broderet ”THEGYM AARHUS” i det imiterede læder.

THEGYM slog for første gang dørene op d. 31. januar. Det er ægteparret Lars og Kamilla Mølvad, der har ført visionen om at tilføje et luksuriøst alternativ til de store spillere på fitnessmarkedet ud i livet. Deres fitnesscenter tilbyder udover træningsgrej bl.a. fast bemanding i hele åbningstiden, håndklædeservice, et afslapningsområde med koldvandskar og tre forskellige saunaer og en lounge med kaffe og æbler.

For at få en forståelse for stedet og klientellet er jeg i dagens anledning trukket i træningstøjet for at blende ind i mængden og forstå mig på, hvilke egenskaber abonnenterne er villige til at betale tre-fire gange mere for, end hos konkurrenterne.

Bliver mødt med et smil

Foran spejlene ved frivægtene møder jeg Mohamad Achwah, der er i gang med en brysttræning. 29-årige Mohamad Achwah er for tiden ledig, men har arbejdet som selvstændig i restaurationsbranchen.

Han værdsætter i høj grad personalets smil og imødekommenhed og fortæller mig, at det har gjort, at han er meget gladere, når han kommer i fitness nu, end han har været tidligere:

”Førhen da jeg trænede i et andet center, sprang jeg mange træninger over, fordi jeg ikke magtede det,” siger Mohamad Achwah og slår fast: ”Der er ikke noget, der hedder, at jeg ikke magter længere. Nu har jeg lyst til det.”

Selvom Mohamad Achwah ser alvorlig ud, er smilet stort, når han fortæller om personalet. Foto: Mads Kleis

Den gode stemning kan Sarah Olesen nikke genkendende til. Jeg møder hende i et hjørne af centret i færd med at strække ud. Sarah Olesen er 31 år gammel og er hjemmegående med to børn, men har tidligere arbejdet med regnskab. Hun vil beskrive personalet som venlige, smilende og gæstfrie:

”Servicen er i top. Det er meget behageligt at være her.”

Sarah Olesen er i øvrigt flittig bruger af afslapningsområdet kaldet RELAX med koldvandskar og sauna og er en stor del årsagen til hendes prioritering af det dyre abonnement. Hun taler varmt om det, så da jeg er færdig med at løfte vægte, sætter jeg kursen mod omklædningen for at komme i det kolde.

Brugeren i fokus

Efter et brusebad med økologisk sæbe i dispenseren kommer jeg ind i RELAX. Det bliver kun til et hurtigt dyp i den kolde balje, og så står den på finsk sauna. Her sidder Sam Retre Luca og to midaldrende mænd i varmen og overdøver ovnens knitren og den langsommelige loungemusik med deres snak om aktier.  

Sam Retre Luca er 26 år gammel. Han har haft en stribe sabbatår, siden han dimitterede fra handelsgymnasiet, men skal om et par måneder til USA for at forfølge drømmen om at blive pilot. Han er godt tilfreds med centret og benytter det fem gange om ugen.  

Sam Retre Luca er flittig bruger af koldvandskarret, der er en tilføjelse til THEGYMs udbud af wellness foreslået af medlemmerne. Foto: Mads Kleis

Den unge mand peger på, at ejerne har stort fokus på brugerne. Han fortæller, at det er et center, der lytter til forbedringsforslag og ikke er så drevet af omsætning trods de høje medlemspriser:

”Hvis du har et forslag til fitnesscentret, så kan du komme til Lars. Og hvis der er flere om det, så vil han 100 procent gøre noget ved det.”

Den udlægning er Mohamad Achwah helt enig i. Han har stor tiltro til, at hvis han går til personalet og efterspørger forandring, så bliver det taget seriøst. Han understreger det med et eksempel:

“Der var nogen, der havde bedt om afskærmning I brusekabinerne. Så gik der en uge, og så var det gjort.”

Har du haft en god træning?

Med ro i krop og sind forlader jeg RELAX, og bevæger mig ud til loungeområdet og receptionen. Her møder jeg souschef Diana Sylvester Thornild.

Det er ikke tilfældigt, at THEGYMS medlemmer lægger så meget mærke til den gode service. Ifølge souschefen betyder den gode service alt og forklarer, at det er vigtigt at være til stede:

”Vi er jo hele tiden én i receptionen, som deler håndklæder ud og siger –‘Velkommen’ og ‘God dag’ og ‘Har du haft en god træning?’ Vi prøver virkelig på at være nærværende.”

Souschefen sammenligner nærværet med den gode følelse af at hilse på andre under hundeluftningen om morgenen, og hvor irriteret hun omvendt kan blive, hvis de forbipasserende ikke hilser tilbage.

Diana Sylvester Thornild er ofte til at finde bag skranken. Klar med en sød bemærkning eller et rent håndklæde. Foto: Mads Kleis

Diana Sylvester Thornild bekræfter, at de i centret har gjort meget for medlemmerne og indtil videre er kommet de fleste forslag i møde. Men hun gør det også klart, at træerne ikke vokser ind i himmelen:

“Vi skal jo også tjene nogle penge. Det er ikke kun fordi, at det skal løbe rundt.”

De har ikke tjent nogle penge på mig i dag, men spørgsmålet “Har du haft en god træning?” må jeg bare svare ja til. Jeg har oplevet alle kroge og hjørner af THEGYM og har mærket den gode service på egen krop.

Munter og tilfreds træder jeg ud af fitnesscentret i Åbyhøj, indtil det slår mig, at jeg ikke har mere danskvand tilbage i drikkedunken og nu fremover må nøjes med postevand i mit lokale center.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *