Sabbatår eller fjumreår? Mathias Kearney brugte tiden fornuftigt   

Mathias Kearney startede på journalisthøjskolen i 2024 efter nogle formative sabbatår.  Foto: Mads Kleis  

De gnavne kalder dem fjumreår. De fleste kalder dem sabbatår. Når studenterhuen bliver sat på hovedet og gilderne begynder, går der ofte en række år, før de unge begynder på de videregående uddannelser. Mathias Kearney tog fem år, før han fandt sig til rette på en uddannelse. En tid han ikke ville have været foruden. 

Af Mads Kleis

Der bliver krammet og grædt. Hvad der egentlig skulle være en glædens dag og en start på et eventyrligt kapitel, bliver til en tårevædet affære for besætningen og deres familiemedlemmer. Den overskyede septemberhimmel sætter stemningen for afskedsfesten på Kalø havn. Men selvom det kommende afsavn bliver sørget over på forhånd, er der også glæde og spænding at finde hos Mathias Kearney og de andre gaster. 

Den dag i 2020, et år efter Mathias Kearneys sidste eksamen, sejler han og ni andre ud fra den lille havn nord for Aarhus, med kurs mod Caribien. En tur han har fået inspirationen til gennem Tv-programmet ‘Kurs mod fjerne kyster’, og som han nu er på vej til at prøve på egen krop. 

Det bliver til en to måneders sejlads på det, han selv beskriver, som et flydende kollektiv spækket med gode oplevelser, men også en social konstellation som Mathias Kearney forklarer, til tider kan være svær at håndtere: 

“Det er jo de samme mennesker, man hele tiden ser, så der vil jo opstå uenigheder. Man har jo allesammen forskellige syn på, hvordan man skal være i et socialt rum.” 

Produktive år  

Foruden rejsen til Caribien har Mathias Kearney været i Ecuador, Mexico, Costa Rica og Peru og han har arbejdet i Føtex, en børnehave, som handicaphjælper og bag baren på Salling Rooftop. Så selvom der er gået fem år før Mathias Kearney fandt tilbage på skolebænken, ville det være synd at sige, at han har ligget på den lade side: 

“Det er jo mange år. Jeg har blandt andet rejst en hel del, og jeg tror næsten, at jeg har krydset alle sabbatår-jobsene af listen.” 

Mathias Kearney har som mange andre unge, i et samfund, der flyder med uddannelsesmuligheder, haft svært ved at finde sin hylde. Han har bl.a. overvejet biologi, idræt og sågar møbelsnedker, men endte med at skrotte dem alle. Selvom uvisheden kan være en grim størrelse, understreger Mathias Kearney, at den ikke har stresset ham. Han mener tværtimod, at sabbatårene har været med til at gøre ham klogere på sig selv. 

Én af mange 

Selvom sabbatårene er udskældte blandt mange politikere og forældre og i onde tunger kaldes fjumreår, er sabbatårene voldsomt populære hos ungdommen. En analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 86 procent af studerende, der startede i år 2018, tog minimum ét års afbræk fra studiet.  

En anden analyse fra Danmarks Statistik slår fast, at 56 procent af studenterne holder ét eller to sabbatår. Så selvom Mathias Kearney er en af mange, der tager pause fra undervisningen, tilhører han mindretallet, der har taget mere end to år. Det er da også noget, der har skabt nervøsitet hos Mathias Kearney i forhold til at starte på en videregående uddannelse: 

“Jeg var lidt nervøs i forhold til, om jeg ville være den ældste i klassen, og om alle bare ville være 20 år gamle.”

Årenes vished har dog givet Mathias Kearney en parathed, og han fortæller, at hans iver efter at komme i gang overskyggede nervøsiteten for at starte. 

Fortryder intet 

Alle gode sabbatår må komme til en ende og fire år efter dimissionen, begynder Mathias Kearney på Medievidenskab på Aarhus Universitet. En uddannelse som, trods mange års eftertænksomhed, ikke passer til hans behov, og han vælger at sadle om til journalistik på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole efter en veloverstået optagelsesprøve, der siver fire ud af fem fra.  

Selv fortryder Mathias Kearney intet ved de mange års mærken efter: 

“Lev alt hvad du kan – Det er en fejl ikke at gøre det,” siger han og smiler. Han vil anbefale sabbatår til enhver, der ønsker at gøre sig klog på sig selv og sine omgivelser.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *