Spytklat, knytnæve og kanonslag: Frygten for endnu en hadforbrydelse lægger bånd på Dennis

Det var her på Mejlgade i Aarhus, at Dennis Jung Møller blev udsat for den ene af to hadforbrydelser. Foto: Mads Kleis

Dennis Jung Møller tænker sig om en ekstra gang, før han kysser i offentligheden. Han er nemlig homoseksuel og er en af de mange, der har været udsat for hadforbrydelser på baggrund af deres seksualitet. Det gør, at han som andre LGBT+ personer kan føle sig utryg på gaden.

Af Mads Kleis

Småfulde og forelskede stiger Dennis Jung Møller og kæresten op fra den københavnske undergrund. Det er lørdag, og klokken er lidt i midnat. Parret er på vej hjem fra en værtshustur, og kombinationen af den spirende promille og Dennis Jung Møllers glædesrus får ham til at tage sin kærestes hånd, selvom han godt ved, at han ikke bryder sig om det. Kærligheden blomstrer på denne forårsnat, men det gør hadet også, for med det samme bliver de ramt af et homofobisk tilråb.

De går om bag en busk for at tisse, og idet de kommer ud på gaden igen, bliver de omringet af seks unge mænd, der fortæller dem, hvor klamt det er at være homoseksuel. Da Dennis Jung Møllers kæreste bliver ramt af en spytklat, får parret benene på nakken. På vej væk kaster gruppen et kanonslag efter dem, som springer få meter fra parrets fødder.

Hadforbrydelser som denne er med til at skabe utryghed blandt LGBT+ personer i gadebilledet. I en rundspørge foretaget af Institut for Menneskerettigheder svarer 45%, at de ændrer adfærd i offentligheden bl.a. af frygt for at opleve had. Dennis Jung Møllers daværende kæreste er ingen undtagelse:

”Vi holdt generelt aldrig i hånd eller kyssede på gaden, fordi han har oplevet for mange hadforbrydelser, og det blev han simpelthen utryg over,” fortæller Dennis Jung Møller og nævner som eksempel en episode, hvor ekskæresten blev slået i hovedet med en flaske.

Flere år senere er denne episode stadig noget, der sidder i ham. For selvom de færreste har lyst til at lægge sig ud med så høj en mand som Dennis Jung Møller, selvom han går klædt på en måde, der sjældent skiller sig ud fra mængden, og selvom han er selverklæret pacifist, så holder han stadig et vågent øje med sine omgivelser, når han færdes på gaden med andre LGBT+ personer.

Ingen vil løse et problem, de ikke ved eksisterer

Ifølge rigspolitiets rapport om hadforbrydelser fra 2022, blev der samme år registreret 104 hadforbrydelser mod LGBT+ personer, men rigspolitiet anerkender samtidig, at der et stort mørketal på området. Michael Bjerring, medstifter og forperson for Lev & Lad Leve, der er en protestbevægelse mod hadforbrydelser mod LGBT+ personer, mener, at det er et stort problem:

“Vi har brug for, at folk forstår omfanget af problemet, og det er ikke nok, at man har rapporter, der estimerer mørketal. Vi har også brug for at have de officielle tal i politiets eget system for at få den politiske vægt, vi har brug for.” 

Han henviser til Justitsministeriets offerundersøgelse, der skønner, at det rigtige tal for hvor mange der alene udsættes for vold som følge af seksuel orientering eller kønsidentitet ligger mellem 2000 og 3000 årligt.

Michael Bjerring er selv LGBT+ person, og har personligt oplevet at blive udsat for lidt af hvert. For nyligt anmeldte han selv en hadforbrydelse, fordi han var blevet spyttet på.

Lev & Lad Leve arbejder for at komme hadforbrydelser som denne til livs, bl.a. ved at lære LGBT+ personer om deres rettigheder, oplyse politikere og politi om hvor mange hadforbrydelser, der rent faktisk sker, og hvor mange der anmeldes. For som han siger:

”Det at gå til politikerne med en masse løsninger er rigtig fint, men vores mantra har altid været: ’Ingen vil løse et problem, de ikke ved eksisterer.”

Lærte det på den hårde måde

Mandagen efter overfaldet sidder Dennis Jung Møller foran computeren. Han arbejder hjemmefra og er via en onlineforbindelse midt i et møde med en kollega. På et tidspunkt spørger kollegaen ind til weekendens hændelse og om han er okay. Selvom Dennis Jung Møller på få dage har forklaret folk om episoden mange gange, flyder bægeret denne gang over og han begynder at græde. Chokket har lagt sig og følelserne får frit løb.

“Jeg synes, det er en sorg, at det er noget, man bare er nødt til at acceptere og ændre adfærd ud fra.” 

Dennis Jung Møller

Hadforbrydelsen har sat sig i kroppen. Den modvilje mod at holde i hånd eller at kysse i offentligheden som han oplevede fra ekskæresten, forstår han nu. I starten frygtede Dennis Jung Møller, at det var fordi, han skammede sig over ham og ikke havde lyst til at vise ham frem, men mærker nu selv konsekvenserne:

”Det var nok først for alvor, da jeg så oplevede det på egen krop, at det gik op for mig at det handler jo mere om, at det er fordi, det gør ham utryg, og at det er ubehageligt. Og det skal det jo ikke være, når man holder i hånd eller giver hinanden et kys. Det skal være rart og dejligt.”

Dennis Jung Møller sprang ud som homoseksuel i en sen alder. Inden da nåede han at være gift med en kvinde i seks år og få fire børn. Forskellen på at have en mand eller kvinde ved sin side gjorde indtryk på ham:

“Det var et chok for mig, for med min ekskone har jeg aldrig følt, at det var problematisk, at man viste affektion nogle steder, fortæller han og fortsætter:

”Og derfor har det været noget, jeg i den grad skulle vænne mig til, og som jeg også har kaldt lidt en sorg. Altså jeg synes, det er en sorg, at det er noget, man bare er nødt til at acceptere og ændre adfærd ud fra.”

Skam som overlevelsestaktik

Ifølge psykolog Ida Nymark Vorm er det helt normalt at ændre adfærd på grund af hadforbrydelser. Hun specialiserer sig bl.a. i LGBT+ problematikker, og forklarer om det psykoanalytiske begreb ‘internalisering’, der betyder, at man vender de dårlige oplevelser indad:

”Man skriver det ind i sin egen selvfortælling og historier om sig selv, som en ting man burde skamme sig over, og derfor begynder man enten at reagere på det ved at skjule det, at lyve om det ved at begynde at pakke sin identitet væk, og en endnu mindre gruppe begynder at råbe højt omkring det.”

Hun fortæller også om det overlevelsesmodus som ofre for hadforbrydelser kan befinde sig i, når de træder ud ad døren med skærpede sanser:

”I virkeligheden kan man koge det ned til noget så simpelt som, at mennesket gerne vil overleve. Og et menneske har adskillige måder at gøre det på. Hvis jeg er udsat for fare, så kigger jeg mig ekstra godt for.”

En forsvarsmekanisme som Dennis Jung Møller med tiden skulle få at føle.

Brød sammen på vej hjem fra Netto

Året efter episoden i København er den gal igen. På vej hjem fra en julefrokost lægger Dennis Jung Møller og hans ven vejen forbi Café Sappho i Aarhus og historien gentager sig. Ude foran det sociale mødested for LGBT+ personer bliver de konfronteret af en gruppe unge mænd bevæbnet med upassende spørgsmål og en ladt knytnæve, der rammer vennen i hovedet.

“Nu skal jeg godt nok hjem, fordi tårerne begynder at løbe ned af kinderne.”

Dennis Jung Møller

Rystelsen i Dennis Jung Møller lægger sig først et par dage efter, da han er på vej hjem fra et indkøb. Han indser, kort før han er hjemme, at han konstant går og kigger sig over skulderen og scanner hans omgivelser efter gerningsmændene, og der knækker filmen:

“Der får jeg simpelthen et lille sammenbrud midt på gaden. Altså hvor jeg tænker, at nu skal jeg godt nok hjem, fordi tårerne begynder at løbe ned ad kinderne.”

Med våde øjne og ondt i livet skynder han sig hjem i trygge rammer, hvor han ved, at han er i sikkerhed.

Hør Dennis fortælle om hadforbrydelsen foran Sappho og hans råd til andre i videoen herunder.

Et nyt værn mod utryghed

Studenterhus Aarhus er meget opmærksomme på at bekæmpe utrygheden som den hos Dennis. Sidste efterår indførte de en såkaldt ’safer space’ politik, der er sat i verden for at dæmme op for krænkende adfærd, hvad enten det er chikane eller vold.

“Vi tolererer ikke dårlig adfærd i Studenterhuset, og vi vil være et sted med plads til og respekt for alle uanset kønsidentitet, etnicitet, tro og seksualitet.” Sådan står der i deres opslag på LinkedIn. Politikken kommer bl.a. til udtryk gennem uddannelse af personalet i at håndtere gæsternes ubehagelige oplevelser og oplysende plakater.

Sigrun Schaumburg-Müller er international koordinator ved Studenterhus Aarhus og er en af initiativtagerne til den nye politik, der er inspireret af udenlandske serveringssteder og kombineret med frivillige og studerendes input. Hendes håb er, at det vil gøre en forskel, ikke mindst for LGBT+ personer:

“Idet, at vi udtrykker, at vi er et inkluderende sted, så håber vi også, at vi filtrerer nogen fra som har svært ved at håndtere LGBT+ personer. Vi håber, at vi igennem vores formidling gør, at folk opfører sig ordentligt, når de er her, og at man som LGBT+ person ved, at her er man velkommen, og vi er på deres side.”

Frisat, men altid på vagt

Foran Café Sappho sidder Dennis Jung Møller i dag. Der er gået halvandet år, siden han så sin kammerat blive slået i hovedet, og humøret er markant højere, end det var den nat. Som han sidder der på gaden, er der ikke et snert af utryghed at spore hos ham.

Han har lært at justere sine forventninger til sine omgivelser og har accepteret, at han aldrig kan være 100% sig selv i offentligheden, men han nægter at lade det styre sit liv:

”Omvendt er det ikke noget, jeg lader mig diktere af. Hvis jeg har fået lidt alkohol, og der er en, jeg godt kan lide, så skal de ikke bestemme, om jeg har lyst til at holde i hånd eller kysse med vedkommende.”

Han tilføjer resolut:

”Men når jeg gør det, så holder jeg øje med mine omgivelser.”

Retsreportage: Det var forskellen på en åben hånd og en knyttet næve, der d. 9. april afgjorde sagen om voldstrusler på udrejsecenter Kærshovedgård.

Af Mads Kleis

Tre kvindelige ansatte er i gang med aftenrunderingen på udrejsecenter Kærshovedgård. En kvindelig beboer kommer op til to af dem og vil snakke, mens den tredje fortsætter videre ind i en gang. I mellemtiden hidser en mandlig beboer sig op, rejser sig fra det bord han sidder ved og slutter sig til kvinden og de to ansatte. Med et aggressivt kropssprog, kommer han helt tæt på. Hans arme slår ud til siderne, og han råber, mens han fortsat nærmer sig. De to ansatte bliver trængt op i en krog, og pludselig haster de sammen ud af lokalet, mens manden langsomt følger efter, før han stopper og råber videre.

Det er hvad udrejsecentrets overvågning fra d. 13. februar viser. Her, to måneder senere, foregår retssagen for konfrontationen i Herning Byret, men manden selv er ikke dukket op. Udover trusler om vold, er han tiltalt for forhånelse af de ansatte og at skabe uro. Tre forhold som anklageren håber på vil føre til 30 dages fængsel.

Overvågningsvideoen er uden lyd, så det er umuligt at bedømme, hvad manden siger. En efter en fortæller de tre ansatte deres version af hændelsen. To af dem siger, at han har kaldt dem ’racist’ og ’racistsvin’, men den tredje husker det ikke. De er dog alle enige om, at manden var beruset og opfattede hans løftede arm som en voldstrussel.

”Var den helt heroppe, eller var den måske hernede?” spørger forsvareren den ene af de ansatte på vidneskranken.

Kvinden i den mørkeblå jakke med ’kriminalforsorgen’ skrevet på ryggen løfter tøvende armen over hovedet for at demonstrere. Videoen vises igen på salens skærme.

”Den er da ikke så højt oppe?” siger forsvareren spørgende.

Kvinden kigger på skærmen.

”Åbenbart ikke nej, men det føltes truende.”

Et nyt vidne bliver kaldt ind. Den ansatte i gangen fortæller, at hun ser hele episoden, og at hun opfatter det meget truende, da manden løfter armen. Hun kan huske, at hun tænkte, at hvis de ikke gjorde noget nu, så kunne der ske noget. Så hun siger til sine kolleger:

”Vi går, og det er lige nu.”

Hun fortæller, at det er handlingen i sig selv, der er truende – ikke mandens ord. Efter vidneudsagnet får anklageren taletid. Vi ser videoen igen, og den pauses, da mandens arm er i vejret.

”Er det det her, der er truende? Du mener ikke, der bliver slået ud?” spørger han.

Den ansatte kigger på skærmen og svarer:

”Ikke umiddelbart nej. Men der var meget råberi, og da han løfter armen, virkede det som om, at han kunne finde på at slå.”

Efter forklaringerne fra de ansatte er retten klar til at høre de afsluttende argumenter. Anklageren lægger ud:

”Uden for enhver rimelig tvivl har han fremsat en trussel. Han har forsæt til at true, og det straffer man altså her i Danmark.”

Forsvareren mener dog ikke, at anklageren har løftet bevisbyrden:

”Det vi har set er ikke noget, der leder tankerne hen på en trussel. Vidnerne opfatter det truende, men spørgsmålet er om forsæt. Efter min opfattelse; næppe.”

Den anklagede frifindes for trusler om vold, men erklæres skyldig i de to andre forhold og idømmes otte dagbøder á 500 kr. Der lægges vægt på, at manden havde spredte fingre, da han hævede armen og derfor ikke lagde an til slag.

Forsvareren er tilfreds med dommen. Da manden ikke er til stede, havde han regnet med, at han ville blive fundet skyldig i det første forhold også.

Overalt er der kælet for detaljerne i THEGYM. Selv på underlaget. Foto: Mads Kleis

ÅBYHØJ: 899 kroner for et fitnessabonnement. Så meget skal du hoste op med om måneden hos det nyligt åbnede center THEGYM på Søren Frichs Vej. Men hvad retfærdiggør en pris i det leje? Jeg tog en prøvetræning for at spørge medlemmerne.

Af Mads Kleis

Jeg skruer låget af min slidte drikkedunk, som jeg kort forinden har fyldt med vand fra hanen. Det lyder som en sodavand, der bliver åbnet for første gang. Jeg når at tro, at der er sket en gæringsproces i min vamle vandbeholder, før det går op for mig, at der er danskvand i hanerne her på matriklen.  

Den afdankede dunk står i skarp kontrast til de toptunede faciliteter. Der er gulv-til-loft-vinduer hele vejen rundt, en lækker LED-belysning, mørkebrune træpaneler, og på de spritnye, stilrene træningsmaskiner, er der broderet ”THEGYM AARHUS” i det imiterede læder.

THEGYM slog for første gang dørene op d. 31. januar. Det er ægteparret Lars og Kamilla Mølvad, der har ført visionen om at tilføje et luksuriøst alternativ til de store spillere på fitnessmarkedet ud i livet. Deres fitnesscenter tilbyder udover træningsgrej bl.a. fast bemanding i hele åbningstiden, håndklædeservice, et afslapningsområde med koldvandskar og tre forskellige saunaer og en lounge med kaffe og æbler.

For at få en forståelse for stedet og klientellet er jeg i dagens anledning trukket i træningstøjet for at blende ind i mængden og forstå mig på, hvilke egenskaber abonnenterne er villige til at betale tre-fire gange mere for, end hos konkurrenterne.

Bliver mødt med et smil

Foran spejlene ved frivægtene møder jeg Mohamad Achwah, der er i gang med en brysttræning. 29-årige Mohamad Achwah er for tiden ledig, men har arbejdet som selvstændig i restaurationsbranchen.

Han værdsætter i høj grad personalets smil og imødekommenhed og fortæller mig, at det har gjort, at han er meget gladere, når han kommer i fitness nu, end han har været tidligere:

”Førhen da jeg trænede i et andet center, sprang jeg mange træninger over, fordi jeg ikke magtede det,” siger Mohamad Achwah og slår fast: ”Der er ikke noget, der hedder, at jeg ikke magter længere. Nu har jeg lyst til det.”

Selvom Mohamad Achwah ser alvorlig ud, er smilet stort, når han fortæller om personalet. Foto: Mads Kleis

Den gode stemning kan Sarah Olesen nikke genkendende til. Jeg møder hende i et hjørne af centret i færd med at strække ud. Sarah Olesen er 31 år gammel og er hjemmegående med to børn, men har tidligere arbejdet med regnskab. Hun vil beskrive personalet som venlige, smilende og gæstfrie:

”Servicen er i top. Det er meget behageligt at være her.”

Sarah Olesen er i øvrigt flittig bruger af afslapningsområdet kaldet RELAX med koldvandskar og sauna og er en stor del årsagen til hendes prioritering af det dyre abonnement. Hun taler varmt om det, så da jeg er færdig med at løfte vægte, sætter jeg kursen mod omklædningen for at komme i det kolde.

Brugeren i fokus

Efter et brusebad med økologisk sæbe i dispenseren kommer jeg ind i RELAX. Det bliver kun til et hurtigt dyp i den kolde balje, og så står den på finsk sauna. Her sidder Sam Retre Luca og to midaldrende mænd i varmen og overdøver ovnens knitren og den langsommelige loungemusik med deres snak om aktier.  

Sam Retre Luca er 26 år gammel. Han har haft en stribe sabbatår, siden han dimitterede fra handelsgymnasiet, men skal om et par måneder til USA for at forfølge drømmen om at blive pilot. Han er godt tilfreds med centret og benytter det fem gange om ugen.  

Sam Retre Luca er flittig bruger af koldvandskarret, der er en tilføjelse til THEGYMs udbud af wellness foreslået af medlemmerne. Foto: Mads Kleis

Den unge mand peger på, at ejerne har stort fokus på brugerne. Han fortæller, at det er et center, der lytter til forbedringsforslag og ikke er så drevet af omsætning trods de høje medlemspriser:

”Hvis du har et forslag til fitnesscentret, så kan du komme til Lars. Og hvis der er flere om det, så vil han 100 procent gøre noget ved det.”

Den udlægning er Mohamad Achwah helt enig i. Han har stor tiltro til, at hvis han går til personalet og efterspørger forandring, så bliver det taget seriøst. Han understreger det med et eksempel:

“Der var nogen, der havde bedt om afskærmning I brusekabinerne. Så gik der en uge, og så var det gjort.”

Har du haft en god træning?

Med ro i krop og sind forlader jeg RELAX, og bevæger mig ud til loungeområdet og receptionen. Her møder jeg souschef Diana Sylvester Thornild.

Det er ikke tilfældigt, at THEGYMS medlemmer lægger så meget mærke til den gode service. Ifølge souschefen betyder den gode service alt og forklarer, at det er vigtigt at være til stede:

”Vi er jo hele tiden én i receptionen, som deler håndklæder ud og siger –‘Velkommen’ og ‘God dag’ og ‘Har du haft en god træning?’ Vi prøver virkelig på at være nærværende.”

Souschefen sammenligner nærværet med den gode følelse af at hilse på andre under hundeluftningen om morgenen, og hvor irriteret hun omvendt kan blive, hvis de forbipasserende ikke hilser tilbage.

Diana Sylvester Thornild er ofte til at finde bag skranken. Klar med en sød bemærkning eller et rent håndklæde. Foto: Mads Kleis

Diana Sylvester Thornild bekræfter, at de i centret har gjort meget for medlemmerne og indtil videre er kommet de fleste forslag i møde. Men hun gør det også klart, at træerne ikke vokser ind i himmelen:

“Vi skal jo også tjene nogle penge. Det er ikke kun fordi, at det skal løbe rundt.”

De har ikke tjent nogle penge på mig i dag, men spørgsmålet “Har du haft en god træning?” må jeg bare svare ja til. Jeg har oplevet alle kroge og hjørner af THEGYM og har mærket den gode service på egen krop.

Munter og tilfreds træder jeg ud af fitnesscentret i Åbyhøj, indtil det slår mig, at jeg ikke har mere danskvand tilbage i drikkedunken og nu fremover må nøjes med postevand i mit lokale center.

Louise Honey Ledet Svensson skriver erotiske fanfiktioner om kendte mennesker på Wattpad.com. Det hjælper hende med at finde ro i sjælen i en travl hverdag og at omfavne sin seksuelle frihed. 

Af Caroline og Mads

Kaløvig Bådlaug: 24-årige Mathias Kearney har taget fem sabbatår, der blandt andet har ført ham over Atlanten til havs. Nogle år, der har givet ham retning i livet.

Af Mads Kleis

Mathias Kearney startede på journalisthøjskolen i 2024 efter nogle formative sabbatår.  Foto: Mads Kleis  

De gnavne kalder dem fjumreår. De fleste kalder dem sabbatår. Når studenterhuen bliver sat på hovedet og gilderne begynder, går der ofte en række år, før de unge begynder på de videregående uddannelser. Mathias Kearney tog fem år, før han fandt sig til rette på en uddannelse. En tid han ikke ville have været foruden. 

Af Mads Kleis

Der bliver krammet og grædt. Hvad der egentlig skulle være en glædens dag og en start på et eventyrligt kapitel, bliver til en tårevædet affære for besætningen og deres familiemedlemmer. Den overskyede septemberhimmel sætter stemningen for afskedsfesten på Kalø havn. Men selvom det kommende afsavn bliver sørget over på forhånd, er der også glæde og spænding at finde hos Mathias Kearney og de andre gaster. 

Den dag i 2020, et år efter Mathias Kearneys sidste eksamen, sejler han og ni andre ud fra den lille havn nord for Aarhus, med kurs mod Caribien. En tur han har fået inspirationen til gennem Tv-programmet ‘Kurs mod fjerne kyster’, og som han nu er på vej til at prøve på egen krop. 

Det bliver til en to måneders sejlads på det, han selv beskriver, som et flydende kollektiv spækket med gode oplevelser, men også en social konstellation som Mathias Kearney forklarer, til tider kan være svær at håndtere: 

“Det er jo de samme mennesker, man hele tiden ser, så der vil jo opstå uenigheder. Man har jo allesammen forskellige syn på, hvordan man skal være i et socialt rum.” 

Produktive år  

Foruden rejsen til Caribien har Mathias Kearney været i Ecuador, Mexico, Costa Rica og Peru og han har arbejdet i Føtex, en børnehave, som handicaphjælper og bag baren på Salling Rooftop. Så selvom der er gået fem år før Mathias Kearney fandt tilbage på skolebænken, ville det være synd at sige, at han har ligget på den lade side: 

“Det er jo mange år. Jeg har blandt andet rejst en hel del, og jeg tror næsten, at jeg har krydset alle sabbatår-jobsene af listen.” 

Mathias Kearney har som mange andre unge, i et samfund, der flyder med uddannelsesmuligheder, haft svært ved at finde sin hylde. Han har bl.a. overvejet biologi, idræt og sågar møbelsnedker, men endte med at skrotte dem alle. Selvom uvisheden kan være en grim størrelse, understreger Mathias Kearney, at den ikke har stresset ham. Han mener tværtimod, at sabbatårene har været med til at gøre ham klogere på sig selv. 

Én af mange 

Selvom sabbatårene er udskældte blandt mange politikere og forældre og i onde tunger kaldes fjumreår, er sabbatårene voldsomt populære hos ungdommen. En analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 86 procent af studerende, der startede i år 2018, tog minimum ét års afbræk fra studiet.  

En anden analyse fra Danmarks Statistik slår fast, at 56 procent af studenterne holder ét eller to sabbatår. Så selvom Mathias Kearney er en af mange, der tager pause fra undervisningen, tilhører han mindretallet, der har taget mere end to år. Det er da også noget, der har skabt nervøsitet hos Mathias Kearney i forhold til at starte på en videregående uddannelse: 

“Jeg var lidt nervøs i forhold til, om jeg ville være den ældste i klassen, og om alle bare ville være 20 år gamle.”

Årenes vished har dog givet Mathias Kearney en parathed, og han fortæller, at hans iver efter at komme i gang overskyggede nervøsiteten for at starte. 

Fortryder intet 

Alle gode sabbatår må komme til en ende og fire år efter dimissionen, begynder Mathias Kearney på Medievidenskab på Aarhus Universitet. En uddannelse som, trods mange års eftertænksomhed, ikke passer til hans behov, og han vælger at sadle om til journalistik på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole efter en veloverstået optagelsesprøve, der siver fire ud af fem fra.  

Selv fortryder Mathias Kearney intet ved de mange års mærken efter: 

“Lev alt hvad du kan – Det er en fejl ikke at gøre det,” siger han og smiler. Han vil anbefale sabbatår til enhver, der ønsker at gøre sig klog på sig selv og sine omgivelser.